Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Overgang til børnehave og skole

Overgang fra vuggestue til børnehave

Når jeres barn skal begynde i børnehave, inviterer vi jer på en samtale sammen med en pædagog fra både den gamle og nye stue. Her er mulighed for, at I sammen med den nuværende pædagog kan fortælle pædagogen i børnehaven om jeres barns trivsel, udvikling og behov. Her fortæller vi også om, hvordan det er at gå i børnehave, og hvordan rutinerne ser ud på den nye stue.

For at vænne jeres barn til at være i børnehaven, begynder vi nogle uger inden skiftet at gå på korte besøg hen til den nye stue. Når det er muligt, flytter vi også flere børn fra vuggestuen sammen, så jeres barn starter sammen med et kendt ansigt. 

Overgang fra børnehave til skole

Hvert år danner vi en storegruppe af de børn, der skal begynde i skole det kommende år. Storegruppen mødes en gang om ugen til leg og aktiviteter, der skal gøre børnene klar til skolestart. Det kan for eksempel være, vi går i værkstedet og laver penalhuse, eller at vi øver sociale kompetencer som at vente på tur, at hjælpe hinanden og at lytte til hinanden. 

En hyggelig og fast begivenhed for vores storegruppe er også, at vi tager i Bellevue Teater og ser 'Folk og røvere i Kardemommeby'. 

Inden jeres barn skal starte i skole og i fritidstilbud, inviterer vi jer til en sidste samtale hos os. Vi samarbejder tæt med skole og fritidstilbud om overgangen fra børnehave til skole, og derfor laver vi det, vi kalder en skriftlig vidensoverdragelse. Til den sidste samtale vil vi gennemgå den med jer, og vi vil bede jer om samtykke til at overlevere vidensoverdragelsen til skolen.

Hvis I har skrevet jeres barn op på en privatskole, er det op til jer, om I vil aflevere vidensoverdragelsen til jeres barns skole. Brolopperne overleverer kun skriftligt til folkeskolerne.

Vi vil gerne tage afsked med vores skolebørn med manér, og derfor holder vi en afslutningsfest, hvor børnene forbereder et lille skuespil eller lignende, og når I har set børnene optræde, er der fællesspisning.