I Brolopperne er vi vilde med hverdagen - men vi elsker også, når der byder sig en anledning til, at vi kan gøre noget særligt ud af dagen og skrue op for hyggen sammen med børnene. Derfor har vi forskellige traditioner i løbet af året. Vi kan virkelig godt lide, når forældre og børn er sammen om at markere vores traditioner, og derfor er vores forældre inviteret til mange af vores arrangementer. Ud over årets faste traditioner afslutter vi desuden hvert kunst- og kulturforløb med en fernisering eller forestilling, og her er forældrene altid inviteret og møder talstærkt op.
Året bliver skudt i gang med vores nytårskur. Vi laver flotte hatte og nytårspynt, dækker et fint bord, ser Dronningens nytårstale og skåler i børnechampagne.
Til fastelavn klæder vi os ud og slår katten af tønden, og til påske sår vi karse, laver påskepynt og spiser påskefrokost på stuerne.
I forbindelse med afslutningen på ramadanen holder vi en Eid-fest, hvor vi danser og spiser lidt kage.
I efteråret holder vi høstfest, som er årets store fest, hvor alle er velkomne. Forældrene medbringer mad, og vi hygger sammen. Ofte har festen også et tema - det kan for eksempel være cirkustema, hvor børnene er med til at lave kulisser og kostumer i værkstedet.
Efteråret er også her vi markerer årets mest uhyggelige højtid - nemlig Halloween. Dagen bliver fejret med udklædning, uhyggelig mad og en masse pynt, som børnene har været med til at lave i ugerne op til.
Til december spreder julemagien sig. Vi inviterer forældrene til Luciaoptog og morgenmad på stuerne, og så har vi vores julefrokost, hvor vi danser om juletræet, og selveste julemanden kigger forbi. Til julefrokosten er børnene selv med til at vælge, hvad vi skal have at spise.